Beskrivelse
Forberedelse:
Print materialet.
De tre kort med bl og fl printes, så der er nok til hele klassen. Klip kortene ud.
Selve arket med sætninger er til læreren. Der skal derfor kun bruges et eksemplar af denne side.
Antal deltagere: hele klassen
Sådan gør I:
Opstil en bane eller aftal med eleverne, hvor løbet starter og slutter. Eleverne skal kunne løbe frem og tilbage som i en stafet. Klassen stiller herefter op på en lang række ved startlinjen. Elevkortene fordeles imellem eleverne.
Læreren læser sætning 1 op fra lærerarket, dernæst læses ordet separat og til sidst siges konsonantens eller klyngens lyd. De elever, der har fået kortet, der passer til lyden, skal nu løbe hen til den anden ende af banen og tilbage igen. Når alle elever er tilbage på plads, gentages ordet en gang til, nu med tryk på konsonanten eller konsonantklyngen. Snak evt. om, hvilken klynge der var i ordet. Herefter læser læreren sætning 2 på samme måde, og aktiviteten gentages indtil alle sætninger er læst højt.
Hvis man ønsker at lave løbet om til en konkurrence, kan klassen inddeles i grupper med et eksemplar af elevkortene til hver gruppe. Den gruppe, der flest gange finder det rigtige kort og kommer først i målet, vinder løbet.